Injurier på sociale medier

Det kan være meget svært at finde ud af, hvad der faktisk er tilladt at skrive på de sociale medier. Må man skrive sin mening? Ja, det må man. Men har man en dårlig erfaring med et produkt, så bør man sørge for, at man ikke skriver nedsættende om forretningen – og dens personale, man købte produktet hos. Har man en bitter erfaring med en person – det kan være en klassekammerat, en rådgiver eller bare en, man kender, så skal man altså være meget forsigtig med at skrive fornærmende om den person. Og det er en god idé aldrig at skrive noget, som man bare har hørt. Gør du det alligevel, så spreder du rygter.

Pas på grænserne

Skriver du fx om én, du kender, at den eller den person har gjort noget ulovligt – uden at du ved det med sikkerhed – og kan bevise, det, så kan du få problemer. Du har faktisk begået en forbrydelse! Du har nemlig sigtet en person for noget, som han eller hun ikke har gjort. Det er nemlig ikke tilladt at skrive noget om andre mennesker, som du ikke er sikker på. Du kan blive sigtet for injurier. Og det kan betyde, at du skal betale bøder. I nogle tilfælde kan det også føre til fængselsstraf.
Så jeg vil råde dig til at tænke dig om mere end én gang, når du skriver om andre mennesker, fx på Facebook.

Injuriesager og advokater

En injuriesag begynder med, at den person, som du har krænket, indleverer en stævning til retten. Det sker ofte via en advokat. Bliver man stævnet, så skal man svare på den. Og så er retssagen i gang. Men jeg sagde før, at man gerne må skrive sin mening. Vi har nemlig ytringsfrihed. Så du må gerne skrive en dårlig anmeldelse om et produkt, du ikke er tilfreds med. Du må også gerne skrive din mening om en politikers udtalelser.

Et par eksempler:

A:
Hvis du skriver, at ”den eller den butiks personale er en flok tyveknægte, som har solgt dig et mangelfuldt produkt”, så har du skrevet injurierende.
Hvis du derimod skriver, at ”du ikke bryder dig om den, eller den butik, fordi du købte et produkt, som ikke levede op til den kvalitet, du forventede”, så bryder du ikke loven.

B:
Hvis du fx skriver om politikeren, at ”han eller hun er en racistisk nazist, fordi han eller hun har udtalt, at flygtninge ikke må bevæge sig frit”, så kan du godt regne med at blive sigtet for injurier. Men hvis du skriver, at du ”ikke er enig i politikerens udtalelser, fordi du synes, at flygtninge har ret til at bevæge sig frit”, så har du ikke begået en forbrydelse.

Lad hellere være

Jeg ved godt, at man kan blive frustreret over at modtage et mangelfuldt produkt eller høre på en politiker, man er fuldstændig uenig med. Og det kan være svært ikke at reagere med hurtige bemærkninger om det. Men tag imod et godt tip:
Lad være med at skrive på de sociale medier, hvis du er sur, frustreret eller gal på nogen eller over noget. Det kan faktisk ende med at være injurierende.