Vi har fået besked om, at vi gerne må være online via Zoom på fredag – efter arbejdstid. Der vil være mulighed for at høre en kendt foredragsholder tale om arbejdsglæde. Jeg ved ikke helt, om jeg gider at høre på en eller anden for mig ukendt foredragsholder. Måske går jeg glip af noget. Men så må det være sådan. Når klokken er 16:30 på fredag, så bliver der altså lukket for min laptop. Og den forbliver lukket lige indtil mandag morgen kl. 8:00.
Fri er fri
Når jeg har fri, har jeg fri. Basta. Jeg er så træt af at arbejde hjemmefra, at jeg næsten ikke kan holde tanken ud om, at jeg har nogle kollegaer, der gerne vil høre et foredrag om arbejdsglæde. Jeg fatter det ikke. Har de ikke et liv, som skal leves?
Det er ikke svært at forstå tanken bag begivenhederne – jeg ved, at arbejdsglæde og forbundethed betyder noget for produktiviteten og vores trivsel. Men efter timer ved skærmen hele dagen, med møder på møder og Slack-notifikationer, der aldrig helt holder op, føles det som om fredagsaften er det eneste, jeg har tilbage, der er fuldt ud mit eget. Grænserne mellem arbejde og privat liv bliver så uklare, når kontoret og hjemmet er det samme sted. Jeg har brug for at lukke laptop’en og være færdig med arbejdet – ikke bare fysisk, men mentalt.
Ok, jeg kan forstå det, når jeg tænker på, at nogle af mine kollegaer ikke har familie. De er alene. Og hvad skal de få tiden til at gå med? Ja, de kan da sikkert godt bruge en time eller to på at lytte til foredraget. Se lige her: https://runegreen.dk/foredrag/
Vi har brug for et smil
Når jeg tænker på dem, så får jeg faktisk ondt af dem. Det må være meget ensomt at arbejde hjemmefra uden daglige møder med kollegaer, ikke at se nogen mennesker på kontoret og bare være hver dag. Forskningen viser, at aflonede arbejdere rent faktisk rapporterer mere ensomhed end deres kolleger, der mødes på kontoret – og det er ikke bare en følelse, det påvirker virkelig deres trivsel og sundhed.
Jeg tænker mig lidt om. Måske bør jeg ikke være så hurtig til at afvise en fælles oplevelse for alle på kontoret. Jeg måler det hele på mine egne behov – grænser, ro, frihed – men jeg glemmer måske, hvad det betyder for nogle af mine kollegaer, bare at være til stede sammen, selv over Zoom. Der er sikkert nogle, der vil synes, at jeg er arrogant, hvis jeg ikke dukker op. Og måske har de ret.
Det er også mig selv, jeg tænker på. Jeg ved godt, at jeg nogle gange bliver fanget i det samme mønster – arbejde hele dagen, arbejde hele aftenen, uden rigtig at mærke skellet mellem dagene. Når jeg siger, at jeg har brug for grænser, er det sandt. Men måske er det ikke ved at sige nej til alt, at jeg finder dem. Måske er det ved at sige ja til nogle ting – til mennesker, til at dele et par timers tid – selvom jeg oprindeligt ikke havde lyst.
Så jeg sætter mig ned og skriver en mail. “Må min familie også følge eventet på fredag, som handler om arbejdsglæde?” Der går ikke 15 minutter, så er der svar: “Ja, naturligvis må de det. Vi håber, det bliver et event, som du vil dele både med dine kollegaer og din familie.”
Og pludselig ser det hele anderledes ud. Det er ikke længere noget, jeg skal, eller en grænse, jeg skal værne om. Det bliver noget, jeg kan dele med mennesker, jeg holder af. Måske var det præcis den forskel, jeg havde brug for – at det blev mindre om pligt og mere om fællesskab. Og hvem ved, måske kommer jeg til at smile mere på fredag, end jeg havde regnet med.