Det er ved at rable for min mand. Han er ikke helt stabil sådan humørmæssigt. Det har han sådan set aldrig været. Men lige nu er vi inde i en periode, hvor han har det rigtigt dårligt. Det er muligvis endnu en begyndende depression. Jeg har tidligere oplevet, at han har haft en depression. Det var ikke en nem periode i vores liv sammen. Og jeg er alvorligt bange for, at han er på vej ind i endnu en.
Når man elsker et menneske, der kæmper med depression, bliver man uundgåeligt en del af den kamp. Det er ikke noget man ønsker sig, men det bliver en realitet. Min elskede har de udsving, jeg ikke helt forstår, og det kan være både frustrerende og frygtindgydende. Jeg vil så gerne hjælpe, men jeg føler mig oftest magtesløs.
Psykoterapien – at forstå hans verden
Selv er jeg meget stabil. Jeg oplever ikke de store udsving, som han gør. Vi har talt meget om det, og jeg har på et tidspunkt faktisk besøgt en psykoterapeut i København et par gange, fordi jeg ville gerne forstå ham bedre.
Det var faktisk en afgørende beslutning for mig. I stedet for at sidde og spekulere på, hvad jeg kunne gøre anderledes, eller hvorfor hans humør skiftede så hurtigt, søgte jeg professionel vejledning. Jeg havde nogle meget gode samtaler med terapeuten om, hvad depression egentlig er, og hvad jeg kan gøre for at hjælpe min elskede igennem.
Det var faktisk nogle meget svære samtaler for mig. Egentlig ikke, fordi jeg frygtede dem – mere, fordi jeg indså, hvor meget jeg var nødt til at åbne i mig selv for at få lov til at åbne min hjerne og forstå ham. Og ja, vi talte da også om problemer, som jeg har, men som jeg ikke har arbejdet med endnu, og faktisk heller ikke har brug for det – lige nu. Men det var godt at få dem på bordet.
Hvad jeg lærte om depression
Terapeuten hjalp mig til at forstå, at depression ikke er noget man bare “kan snaske sig ud af.” Det handler ikke om vilje eller manglende kærlighed til mig. Depression påvirker koncentration, energi og motivationen – det er biologisk, ikke personligt.
Det var en vigtig læring. For uden denne forståelse er det nemt at tage hans tilbagetrækning personligt. Det er nemt at fortolke hans mangel på initiativer som ligegyldighed over for os og vores forhold. Men når man forstår, at det er depression, der taler, bliver det lettere at agere ud fra medfølelse i stedet for frustration.
Den stille byrde – at være pårørende
Det, som terapeuten også hjalp mig med at indse, var, at jeg selv har brug for at passe på mig selv. Det lyder simpelt, men det er sværere at praktisere. Når man er pårørende til nogen med depression, kan man let glemme sine egne behov. Man bliver fokuseret på at støtte den anden, at holde det hele sammen, at ikke gøre noget forkert.
Men det betyder noget, at jeg er stabil. Min stabilitet hjælper faktisk min mand. Hvis jeg selv bliver nedslidt eller deprimeret af situationen, kan det faktisk forværre hans tilstand. En pårørende skal ikke bare være der for at support – man skal også være der som et eksempel på håb.
Et interessant forløb – og en vigtig beslutning
Det var et spændende og meget givtigt forløb for mig at gå i terapi. Det gav mig værktøjer til at kommunikere bedre, forventninger, der var mere realistiske, og mest af alt: det gav mig fred med, at jeg ikke kan kurere hans depression. Det kan kun han selv gøre – med professionel hjælp.
Jeg overvejer lige nu at fortsætte med at gå i terapi, fordi det vil helt sikkert kunne hjælpe mig til at kunne hjælpe min mand. Det er jo vigtigt lige nu, at jeg er stabil, holder mit mod oppe, og ikke lader det negative ødelægge vores familie.
Samtidigt er det nok også vigtigt for mig, at jeg har et menneske, jeg stoler på, og som jeg kan åbne mig overfor uden at skulle være bange for, at der bliver talt om det til andre. En god psykoterapeut er ikke bare en rådgiver – hun eller han er en vidne til ens liv, og det har værdi uden mål.