Jeg skal hjem til min familie i næste uge. Jeg glæder mig til at se dem alle sammen. De glæder sig vist også til at se mig. Jeg får hele tiden små sms’er via Viber eller Messenger om, at jeg skal huske min regnfrakke og tykke sokker. De skriver også, at jeg gerne må tage nogle af de der lækre økologiske nødder med, som jeg gav dem sidste gang, jeg var i landet. Jeg har ikke set dem i næsten 2 år nu, så naturligvis tager jeg gerne nødder og andre lækkerier, de ikke kan få fat i derhjemme med til dem. Min indkøbsliste er derfor blevet temmelig lang. Det bliver den, når man har en stor familie. Så jeg har besluttet at hele mandagen, der kommer, bliver revet ud af kalenderen og skal bruges til at gå på indkøb. Jeg har nemlig brug for noget nyt tøj.
Ligne en pjalt
Jeg kan jo ikke tage hjem og ligne en pjalt. Så bliver min mor jo helt chokeret. Hun tror jo bare, at det går dårligt for mig. Normalt går jeg ikke op i, hvordan jeg går klædt, men jeg bliver altså nødt til at få mig en ny vinterjakke. Den, jeg har, er god nok, men der er et par rifter i det yderste lag, som jeg kunne kamuflere ved at sy et eller andet mærke eller flag på, men jeg har ikke haft tid til det. (Læs: Jeg har ikke gidet!) Jakken er varm nok og kan sagtens bruges i et års tid mere, men en ny vil da være rar at have.
Madvarer og tøj 🙂
Så det bliver altså nødder, porrepølse, vinterjakke og bukser, der står indkøbslisten til på mandag. Jeg ved godt, hvor jeg skal gå hen efter nødder og pølsen, men jakken og bukserne, det bliver lidt en sag for særlinge. Jeg kender godt, butikkerne her i landet. De arbejder som regel med små størrelser. Den lokale beklædningsindustri henvender sig til folk, der er spinkelt bygget, og som ikke er høje og kraftige, sådan som jeg er. Jeg skal med andre ord finde en forretning, som kun sælger tøj til store mænd. Jeg har set, at der findes forretninger med tøj til store kvinder, så der må da også være lignende forretninger til mænd.
Jeg ved bare ikke, hvor de – eller den – er. Men jeg finder nok ud af det. Det kan da ikke være så svært. Jeg tænker, at jeg kan måske spørge inde i forretningen med tøjet til store kvinder, om de ved, hvor man kan købe tøj til store mænd. Det er jo et ret sammenspist folkefærd hernede. De fungerer næsten sådan helt klanagtigt. De ved altid alt om alle. Så lur mig, om de ikke ved, hvor både deres konkurrenter og medarbejdende virksomheder holder til.
Jeg vender tilbage til den sms, der lige er kommet ind: ”Husk handsker, her er rimeligt koldt. Glæder mig til at se dig.” Ok, endnu en ting til indkøbslisten. Skriver en sms til min søde søster: ”Kan vanter ikke bruges? Haha – smiley – Glæder mig også til at se dig og din familie.”