Jeg skal hjem til min familie i næste uge. Jeg glæder mig til at se dem alle sammen. De glæder sig vist også til at se mig. Jeg får hele tiden små sms’er via Viber eller Messenger om, at jeg skal huske min regnfrakke og tykke sokker. De skriver også, at jeg gerne må tage nogle af de der lækre økologiske nødder med, som jeg gav dem sidste gang, jeg var i landet. Jeg har ikke set dem i næsten 2 år nu, så naturligvis tager jeg gerne nødder og andre lækkerier, de ikke kan få fat i derhjemme med til dem.
Det handler ikke kun om at være høflig eller venlig – når man har været væk så længe, bliver man pludselig meget bevidst om, hvad der adskiller dagligdagen her fra hjemmet. Sødte småting, som man ikke tænker over, bliver pludselig vigtige. Et par porrepølser fra en bestemt slagter, de økologiske nødder, måske lidt chokolade eller kaffe af en mærke, som de ikke har derovre. Det bliver små forbindelser mellem to verden.
Min indkøbsliste er derfor blevet temmelig lang. Det bliver den, når man har en stor familie. Jeg skal huske rugbrød, forskellige slags syltetøj, og så er der alt det, som mine søskende og deres børn har bedt mig om at medbringe. Så jeg har besluttet at hele mandagen, der kommer, bliver revet ud af kalenderen og skal bruges til at gå på indkøb. Jeg ved præcis, hvor jeg får de danske specialiteter – nogle ting handler jeg i den lokale skandinaviske butik, andre skal jeg helt over til supermarkedet for. Men jeg har også brug for noget helt nyt tøj til rejsen, og det bliver en helt anden sag.
Ligne en pjalt
Jeg kan jo ikke tage hjem og ligne en pjalt. Så bliver min mor jo helt chokeret. Hun tror jo bare, at det går dårligt for mig. Normalt går jeg ikke op i, hvordan jeg går klædt, men jeg bliver altså nødt til at få mig en ny vinterjakke. Den, jeg har, er god nok – den holder varmen og har gjort det i flere år – men der er et par rifter i det yderste lag, som jeg kunne kamuflere ved at sy et eller andet mærke eller flag på. Men jeg har ikke haft tid til det. (Læs: Jeg har ikke gidet!) Jakken kan sagtens bruges i et års tid mere, men en ny vil da være rar at have, især når jeg skal præsentere mig for familien efter så lang tid væk.
Og så er der bukser. Mine nuværende par er blevet noget slidte, og jeg kunne bruge noget nyt til såvel denne rejse som til hverdagen her bagefter. Det er ikke, at jeg er særlig modebewust, men man bliver altså også mere bevidst om sit udseende, når man ved, at man skal på familiebesøg. Der er bare en forventning derhjemme om, at man passer på sig selv, at man ikke helt lader standen fare. Det er ikke noget, der siges direkte, men det ligger under hele tiden i små kommentarer og blikke.
Madvarer og tøj – og så problemet med størrelserne
Så det bliver altså nødder, porrepølse, rugbrød, diverse importerede varer, en vinterjakke og bukser, der står på indkøbslisten til på mandag. Jeg ved godt, hvor jeg skal gå hen efter nødder og pølsen – jeg har sine steder, hvor jeg altid handler, og hvor de ansatte ved, hvad jeg ønsker. Men jakken og bukserne, det bliver lidt en sag for særlinge. Jeg kender godt butikkerne her i landet. De arbejder som regel med små størrelser. Den lokale beklædningsindustri henvender sig til folk, der er spinkelt bygget, og som ikke er høje og kraftige, sådan som jeg er.
Jeg skal med andre ord finde en forretning, som kun sælger tøj til store mænd. Jeg har set, at der findes forretninger med tøj til store kvinder, så der må da også være lignende forretninger til mænd. Jeg ved bare ikke, hvor de – eller den – er. Men jeg finder nok ud af det. Det kan da ikke være så svært.
Jeg tænker, at jeg kan måske spørge inde i forretningen med tøjet til store kvinder, om de ved, hvor man kan købe tøj til store mænd. Det er jo et ret sammenspist folkefærd hernede. De fungerer næsten sådan helt klanagtigt, med hele netværk af kendskaber og erfaringer, der går på kryds og tværs. De ved altid alt om alle. Så lur mig, om de ikke ved, hvor både deres konkurrenter og medarbejdende virksomheder holder til. Det handler om at være del af fællesskabet og vide, hvordan ting fungerer. Når man ikke er oprindeligt fra stedet, men skal bo her længere tid, bliver den slags små netværk vigtige.
Jeg vender tilbage til den sms, der lige er kommet ind fra min mor: “Husk handsker, her er rimeligt koldt. Glæder mig til at se dig.” Ok, endnu en ting til indkøbslisten. Handsker. Som om jeg skulle glemme at pakke handsker – men jeg skriver alligevel en sms tilbage til min søde søster: “Kan vanter ikke bruges? Haha – smiley – Glæder mig også til at se dig og din familie.” Der kommer øjeblikkeligt tre tumbsup-emojis tilbage, og pludselig føles mandagens indkøbstur ikke så overvældende længere. Det er bare det, som skal gøres, før man igen er hjemme.