Musiklinjen

Der er gået ca. 10 dage, siden min søn tog på efterskole. Jeg er glad på hans vegne. Han er et sted, hvor han sikkert vil få det meget bedre med sig selv. Og hvor han kan koncentrere sig om det, han virkeligt holder af. Nemlig at spille musik. Han er startet på en musikefterskole på Fyn og har allerede fået nye venner. Han sendte mig en SMS i går, hvor han skrev, at jeg ikke længere behøver at ringe ham op i tide og utide. Når han skriver sådan en SMS til mig, så ved jeg, at han er helt ærlig. Havde han ikke skrevet, den, så ville han måske have sagt noget lignende til mig, når jeg ringede ham op. Han er god til at kamuflere sine følelser, når vi taler sammen. Men når han skriver, så ved jeg, at han er ærlig.

Svært at sige farvel

Jeg er glad. Det har været lidt svært at sige farvel til ham. Altså på den måde, at han ikke kommer hjem hver dag efter skole. Men alt er gået godt, og jeg ved, at han har det godt. Det er det vigtigste for mig. Min dreng valgte at komme på en musikefterskole, fordi han var så træt af den almindelige folkeskole. Han fortalte mig, at han følte, at han spilder sin tid i skolen. Alt det der med biologi, samfundsforståelse og andre kedelige fag – fx dansk – var han træt af. Jeg ved, at min dreng ikke mener det helt alvorligt, når han siger, at de andre kedelige fag trætter ham. Jeg forstår, at han har brug for at bruge sin energi på andre ting. Derfor blev vi enige om, at han skulle fortsætte på efterskole. Han skal tage alle folkeskolens afgangsprøver – helst med gode karakterer. Men han må gerne bruge sin energi til de ting, han holder af. Deriblandt det at spille og lave ny musik.

Den rigtige efterskole for ham

Vi fandt derfor musikefterskolen, som han går på nu. Besøgte den, og han tilmeldte sig som kommende elev. Og fik plads i år. Glæden var stor. Ikke nogen tvivl om det. Men det, at han ikke er herhjemme, har ligesom efterladt et stort tomrum. Ikke kun hos mig. Også hos min mand og hans søskende. Vores mindste spørger hele tiden, om hvornår han kommer hjem. Jeg prøver derfor at forklare hende, at hendes storebror kommer hjem, når der er gået så og så mange dage. Og det er svært at forklare hende begrebet ’30 dage’.

Tid er jo et begreb

Selv har jeg også lidt svært ved at forstå det. 30 dage. En måned. Det er ikke så lang tid, når man kigger på en kalender. Men i dagligdagen, når vi sidder der om aftenen og savner ham, så bliver det lige pludseligt til uendeligt lang tid. Heldigvis er jeg voksen og kan holde mine følelser i skak – endnu. Men der skal ikke være nogen tvivl. Når han kommer på besøg om 4 uger – i en weekend – så bliver jeg altså glad. Glæder mig så meget til at høre alt om musikefterskolen. Glæder mig til at se ham igen.