Kasseroller og gryder

Min familie samles hvert år til middag på Mortens Aften. Det er en tradition, vi har. Vi mødes for at ønske hinanden god jul og for at koordinere julegaveindkøbene til børnene. Vi har nemlig været ude for, at vi har købt de samme ting til de samme børn flere gange. Det har været kilde til en lille skuffelse hos dem. Så vi – de voksne – fortæller, hvad vi gerne selv vil give til alle børnene i familien. Er der overlapninger, ja så rafler vi om, hvem der må købe gaven, og hvem der skal købe en anden gave.

En fin middag

Det plejer at udvikle sig til en meget lang middag med massevis af gode grin og højtråbende diskussioner om hvilken udgave af det eller det spil er bedst. Vi har det sjovt. Og heldigvis kan alle vores børn – fætre og kusiner – lege godt sammen imens. Middagen ender som regel med, at vi hver især kommer hjem med en ny indkøbsliste, så vi har styr på julegaverne.

Gryder og mere

Men under middagen i år – som faktisk allerede startede ved frokosttid – kom jeg til at nævne, at vores mor trænger til et nyt sæt gryder. Hun har ikke nævnt noget om det. Men jeg har set, at hun går og lurer på nogle gryder og kasseroller, der er lavet af støbejern. De er forholdsvist dyre, men hun har ikke brug for så mange. Og de gamle, hun har kunne faktisk godt gå til genbrug. Undtagen hendes store suppegryde. Så jeg kom til at nævne, at jeg syntes, at vi skulle skillinge sammen til et sæt gryder til hende. Vi ved jo alle sammen godt, at hun elsker at lave god mad. Og det var da også hende, der sørgede for, at min and ikke brændte. Jeg er ellers god til at brænde mad af. Jeg går bare ikke op i det. Jeg kan godt lide at spise god mad, men at lave det. Nej. Det må de andre gerne gøre for mig.

Brormand er med

Min storebror var med på idéen. Han er nu også altid så medgørlig. Måske er han bare konfliktsky. Og fordi han har penge nok, så siger han bare ”ja, lad os gøre det.” Men min lillebror sagde fra. Han mener, at det er dum gave at give hende til jul. Han mener, at det sender et signal om, at vi forventer, at hun laver mad til os hver weekend, når vi har tid til at besøge hende. Et eller andet sted har han både ret og uret. Det er en gave, som sender et signal om, at vi ønsker os god mad. På den anden side, så er det også en gave, som vi ved, hun vil blive glad for.

Kender du det ikke fra dig selv? Når man har dårlige redskaber i hænderne, ja så bliver resultatet derefter. Har man derimod gode redskaber at arbejde med, så bliver glæden ved arbejdet større – og resultatet meget bedre, fordi man kan lægge mere kærlighed ind i det. Jeg kan meddele, at vi blev ikke enige om at give hende et nyt sæt gryder.