Brød sammen

Sammenbrud og gråd af stress

Klokken er 14:28, og jeg har travlt. Dødtravlt. Jeg når ikke at blive færdig til kl. 14:30, hvor mødet begynder. Heller ikke selv om et akademisk kvarter er tilladt her i institutionen. Jeg får dårlig samvittighed. Hjertebanken og kan slet ikke finde ud af at få tankerne på plads. Det virker virkeligt, som om at harddisken i øverste etage er ved at bryde sammen. Hovedpinen banker. Voldsomt. Jeg sætter mig på min stol. Trækker vejret dybt. Jeg bliver nødt til at gå uforberedt til mødet og forklare, hvorfor jeg ikke har kunnet nå at forberede det oplæg, som jeg havde lovet.

Kort møde

Det bliver derfor et kort møde. Og det vil måske give mig tid til at nå nogle af alle de andre sager, som ligger på skrivebordet, og som bare skal være færdige – helst i går. Jeg tager endnu en dyb indånding. Forsøger at få min hjertebanken til at forsvinde. Forsøger bevidst og rationelt at sige til mig selv, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed. Ingen arbejder så hårdt, som jeg gør. Og ingen kan nå alt det, som jeg bare skal nå.

Jeg rejser mig fra stolen. Tager bunken af sager, der ligger på skrivebordet med mig under armen og går til møde. De sidder alle sammen derinde og venter på mig. Jeg får et par skæve blikke. Jeg skærer igennem den ubehagelige stemning og smider bunken af sagsmapper på bordet og fortæller alle i rummet, at der ligger grunden til, at jeg ikke har nået at forberede mit oplæg til dem. De må undskylde, men sådan er det bare. Jeg sætter mig ned.

Så kom tårerne bare

Og så begynder tårerne bare at trille ned ad mine kinder, imens jeg begynder at le hysterisk. Kvinden, der sidder ved siden af mig, vender sig imod mig og omfavner mig. Siger, at det er helt ok. Hun forstår godt, at jeg er stresset. Der er en mandlig kollega, som har hentet et glas vand til mig. Han har også nogle servietter med. Han siger ikke noget. Men han ser meget alvorlig ud. Og så er der én, der siger noget om, at han kender til en specialist i stressbehandling: https://www.birthebuhl.dk/.

Sygemelding

En anden foreslår, at jeg sygemelder mig i et par dage og sørger for at komme til en læge. Et par andre af kollegaerne forlader stille møderummet. Der er ikke så meget at sige. Det, der skal siges, er blevet sagt: Jeg har brug for at få hjælp til stress. Det er helt oplagt. En af de mandlige kollegaer kommer tilbage. Han spørger mig, om han skal køre mig hjem. Han kan lægge sin cykel i bilens bagagerum og, så cykle hjem derfra. Jeg siger ja tak til hans tilbud.

Mine hænder ryster. Vi kører. Stille og roligt. Han parkerer bilen og tager sin cykel. Jeg går ind i min bolig. Lægger mig på min seng og tænker, at jeg skal have fat i lægen hurtigst muligt. Ringer op og får en tid. Jeg er begyndt at falde til ro, men jeg kan godt mærke udmattelsen. Jeg får brug for noget personlig coaching for at komme ud af det her!